Tænk det nu er en uge siden vi ankom til HCMC. Vi har oplevet så meget, savner lige at kunne kramme ungerne men ellers går det godt.
Vi skal ud og finde en taske for vi har købt for meget tøj🤣🤣🤣 kl 15 flyver vi mod HCM igen❤️
Tror det er godt vi skal væk fra Hoi An, hver gang vi kommer til en ny butik, kommer vi til at købe en masse 🤣 Så en taske til mig og en computer taske til Ryan blev så indkøbt😂 Dette er Evie, som også var min tolk i går 💓
Herefter gik turen tilbage til Thi’s forretning hvor vi fik sendt alt vores tøj til HCM. Jeg købte blomster med til hende, det var så også en sag, for hun holder meget af hvide blomster, men blomsterdamen (en sød gamle dame) ville overhoved ikke sælge mig hvide blomster, da man KUN brugte hvidt til begravelser, så kompromiset blev en hvid rose med meget fin lyserød kant i toppen, og en masse små hvide blomster omrking dem. Det gik hun med til og ville ha den voldsomme sum af 400.000 dong, men jeg fik hende ned på 200.000 dong = ca. 50 kr for en meget fint buket – jeg glemte at tage billed af den, men den var flot.
Tiden var inde til at sige farvel til de venner, vi på så kort tid blev helt familieære med. Hoi An bød os velkommen til Vietnam, og en overvældende venlighed, hjælpsomhed og åbenhed havde jeg ikke troet, jeg skulle finde her.
Jeg har hørt, hvordan de altid smiler og giver dig ret – og den del passer også. Men her i Hoi An oplevede vi også en anden side, hvor paraderne blev sænket, og der blev åbnet op – ikke helt, men mere end ellers. Det var rørende og helt uventet og gjorde mig oprigtigt ydmyg.
På vej mod lufthavnen, rismarker så langt øjet rækker.
Så står vi i kø igen, det er sjov at se hvilken kultur folk har med at stå i kø. Nogle lande står pænt og går stille og roligt frem, mens andre egenlig bare mener de har første ret her i livet og maser sig ind foran uden så meget som at fortrække en mine!
Selvfølgelig var vores fly mod HCM forsinket så vi fik lige 2 timer ekstra i lufthavnen,heldigvis er det midt på dagen, så vi når stadig hjem inden midnat. Gate var midt i det hele derfor denne kø imellem butikker – helt fantastisk.
Vi landede i god behold og ramte vores “hjem” ved 18-tiden – pakke ud og ringede hjem. Dejligt både at snakke med mor og drengene. Igen jeg kan ikke helt forstå der kun er gået 1 uge.
Jagten på mad satte ind, og her er en kæmpe del jeg slet ikke har fortalt om endnu – Zannes møde med vietnamesisk mad – men det kommer vi til!
Vi fandt et gadekøkken 100 m fra hvor vi bor og en meget sød ung mand der kan alle fodboldspiller navne i verden, fik os (læs Zanne) overtalt til at prøve deres mad.
Lækkert mad, billig penge, gode grin og et lille trin ind til det nabolag vi befinder os i, og som vi efter vores tur til Hoi An har meget mere mod på at møde.