Dag 26 – Skole efter Tết

Så blev det mandag og anden uge på skolen, og den første dag efter Tết. I dag åbner det officielle Vietnam og de studerende skal tilbage på studiet.

På menuen i dag: Traditionel Medicin (TM)

Der er som sagt 7 universiteter i HCMC som er “University of Medicin and Pharmacy” – Så det er altid spændende og se hvor vi skal hen – denne morgen skal vi til samme universitet hvor vi sidste tirsdag betalte vores skolepenge.

Dresscode: Hvid bluse og bukser! Skal dække albuer og lange bukser. Hvis ikke du er klæd på efter forskrifterne, ja så kommer du ikke ind på området – vagten i indgangen afviser dig. Tænk hvis man gjorde det i DK, gad vide hvor mange klasserum der ville stå tomme 🙂

Konference rum. En meget spændende dag, hvor vi kørte om TM’s historie.

Her er vi lige mødt ind og mangler et par stykker som havde set forkert adresse! men som sagt 7 forskellige adresse på et sprog der er sjovt, ja så kan det gå lidt galt!

Vi lærte også om tunge diagnostik – det var virkeligt sjovt og igen spændende. At se hvordan de hernede bruger kroppen som sladderhank til at undersøge nærmere.

Jeg fik også lov at prøve, du stikker hoved ind i apparatet – lukker øjnene og rækker tungen ud – så tager kameraet et billedet, som herefter bliver klippet til og så analyser maskinen tungen! Selv i lukket rum kan jeg smile 🙂

Efter en fuld dag fra 8-11:30, var jeg lige hjemme og vende (læs skifte tøj). Her efter var vi et par stykker der tog op på et museum om traditionel medicin. Virkelig spændende og efter leksionen i dag gav det også rigtig god mening.

Det her er forfædrene til TM

Ham med skægget er Le Huu Trac (1724-1791), hans øgenavn var “Lacybones”. Han var læge.

Grundlæggere af traditionel medicin.

Ved siden af ham sidder Tuệ Tĩnh (1341–?). Man kender ikke hans dødsår, fordi han blev sendt til Kina, og der findes ingen sikre historiske kilder om hans liv derefter. Det er derfor uklart, om han arbejdede der som læge resten af sit liv eller døde kort efter.

Han voksede op og levede som buddhistisk munk i et tempel, hvor han lærte om medicinske urter og behandling.

Han var en af de første, der systematisk beskrev vietnamesiske lægeurter og behandlinger. Han skrev medicinske værker og fremhævede princippet “Nam dược trị Nam nhân” – at vietnamesiske sygdomme bør behandles med vietnamesiske urter.

Derfor regnes han som en af grundlæggerne af traditionel vietnamesisk farmaci.

Mange af de gamle læge-bøger!

Det hus vi gik rundt i, var der mange flotte udskærringer i træ – virkelig flotte.

Stamtræer for TM – selvfølgelig skåret ud i træ.

3 i 1 – de kværnede urterne på to måder, den ene stående og den anden siddende. Når de så stod der kunne de lige så godt motionere så ned i knæ på den stående og biceps fik også en tur. Ved den siddende brugte man benene og så kunne de læse en bog. Så fik de alt ud af dagens arbejde – Smart ik! (Fysioterapeuten kunne godt lide det – sygeplejerske var modeller 🙂

Her dufter Emilie til en Gekko i alkohol – normal ville man bruge en cobraslange, men ude hvor bønderne boede var penge en mangelvare derfor brugte de gekkoer og det var lige så godt som slangen!

Det blev lavet (og bliver lavet) for at give manden vitalitet!

5 på tur – Pippi, Signe, elias, Emilie og Mig (sagde hunden). Vi var heldige at få en engelsk guide på – så lærte vi lidt mere!

Templet Chùa Việt Nam Quốc Tự aka “Vietnams nationale buddhistiske tempel.”

Oprindeligt fra 1960’erne, men blev delvist ødelagt i 1975, hele komplekset – inkl. det nuværende tårn – blev genopbygget og udvidet omkring 2017. Tårnet er i dag et af de højeste buddhistiske pagodetårne i Vietnam (ca. 60–63 m).

Indvielsessten: Tháp Đa Bảo (“De mange skattes tårn.”)

“Til minde om Buddhas fødsel (Vesak) – buddhistisk år 2561 (2017).”

Alteret viser Buddha omgivet af bodhisattvaer og himmelske væsener. I vietnamesisk buddhisme symboliserer dette Buddhas undervisning og den kosmiske orden, hvor oplyste væsener hjælper mennesker på vejen mod oplysning.